Hyldeblomstens dagligdag er bygget op som en struktureret og genkendelig hverdag. Der er visuel støtte, som børnene kan benytte sig af, hvis de har behov for det. Det skaber forståelse og tryghed for børnene i hverdagen.
Alle børn starter med en morgenopgave, når de møder i børnehave. Denne opgave kan bestå af fx en kognitiv opgave, en (sanse)motorisk opgave, en kreativ opgave eller andet.
Vi har forskellige spisegrupper, hvor børnene spiser både formiddags-, frokost og eftermiddagsmad. Nogle børn spiser i grupper på Blå og Gul gruppe, mens andre børn, typisk de ældre børn, hvis de kan håndtere det, spiser hos Uglerne (gruppen fra Mælkevejen).
I løbet af dagen har vi forskellige aktiviteter – vi vægter fællesskab højt, hvorfor vi prioriterer at børnene er sammen med andre børn i forskellige pædagogiske aktiviteter. Vi arbejder med ’zonen for nærmeste udvikling’, og tilpasser aktiviteterne ud fra børnenes nærmeste udviklings zone.
Vi er stort set ude i alt slags vejr, da naturen på mange måder gavner både børn og voksne. Vi benytter nærmiljøet og tager også på længere ture ud af huset, når det giver mening for børnene.